En personlig fortælling om at kaste sig ud i et haveprojekt og blive fuldstændig betaget af den levende og vidunderlige verden, jeg opdagede.
Skrevet af Marie Lumholtz
DEL 1: Hvorfor jeg gik i gang med at omlægge min have med bæredygtig permakultur
Før perma: hus med grøn græsplæne
For 18 måneder siden var min 400 m2 have en græsplæne. Der var ikke andet. Jeg så egentlig ikke mig selv som et havemenneske, og derfor ingen grund til at have andet end græs.
At jeg i dag ca. 2 år senere står midt i at omlægge min græsplæne til en have med fokus på permakultur, biodiversitet og spiselige planter til gavn for mennesker, insekter og andre dyr, kommer egentlig stadig bag på mig.
Have efter perma – Hügelbed
Jeg har allerede høstet mange kartofler dyrket i hestemøg og halm, plantet et frugttræ, startet en urtehave, som i sommer var et insektparadis, og anlagt et 20 m2 stort hügelbed med spiselige flerårige planter.
Jeg bliver næsten helt forpustet af at læse det, men det har været en kæmpe nydelse.
Motivationen
Udgangspunktet for mit haveprojekt var min kærlighed til vandring i naturen. Her har jeg en stærk følelse af at høre til og oplever mig direkte forbundet til omgivelserne. Vandring har altid bragt mig ro og klarhed, og omfavnet af noget som er intelligent, og som jeg respekterer.
Men jeg havde ikke et direkte forhold til planter, jord og økosystemer.
Jeg har, i kraft af mit erhverv som kropsterapeut, intimt kendskab til menneskets indre økosystem. Naturens økosystemer kendte jeg sådan til teoretisk, altså lidt ligesom biologiundervisning i skolen.
Så min motivation til at lave en anderledes have er også forbundet til ønsket om at etablere en direkte forbindelse til naturens økosystemer. Tabet af den forbindelse har ledt os ud i den biodiversitets- og klimakrise, vi står i. Når naturen ikke er i balance, er vi mennesker det heller ikke. Vi kan ikke have det godt i isolation. Biodiversitet og klimakrise er også det enkelte menneskes krise.
Jeg er en healer af natur og føler det naturligt, at jeg skal bidrage til at reparere forbindelsen mellem natur og menneske. Jeg ønsker simpelthen at give mere plads til naturen lige her i min egen have.
Den motivation blev også stærkere, efterhånden som det gik op for mig, at det er min søn, som, endnu mere end jeg, skal leve med konsekvenserne af menneskets brud med naturen.
Jeg måtte gøre noget for at vise ham, at jeg tager ansvar for, at jeg, om end i høj grad ubevidst, har været medvirkende til at skabe klima- og biodiversitetsproblemerne. Jeg vil også godt lære ham, at vores handlinger gør en forskel, også selvom de kan virke insignifikante.
I en samtale med min mor i sommeren 2019 fandt jeg ud af, at hendes veninde lavede en permakulturhave. Veninden havde været på kursus på Naturplanteskolen. Da jeg studerede Naturplanteskolens hjemmeside, var min nysgerrighed vakt. Jeg havde lyst til at vide mere og meldte mig til det næste permakulturkursus.
Weekendkurset i permakultur var den øjenåbner, der gav min energi retning. En af de ting jeg lærte var, at selv med lidt plads kan du dyrke efter permakulturprincipper til gavn for både insekter, fugle, planter og mennesker. Jeg fik en stærk følelse af, at den oplevelse jeg har, når jeg vandrer i naturen, kan jeg have hjemme i min egen have – hver dag.
Tænk at kunne heale forbindelsen mellem mennesker og natur i min egen have.
Permakulturprincipper beder mennesket om at opgive noget kontrol og lade det intelligente liv i jord, planter og insekter vise os, hvordan samarbejde og sameksistens fører til overflod af planter og afgrøder og giver liv. Den lærer os tillid til naturens proces og placerer natur og mennesker på lige fod.
Disse refleksioner havde jeg efter kurset og efter at have tygget lidt på det, var jeg klar til at omlægge min græsplæne til permakultur og se hvad jeg kunne lære.
Tips:
Hvis du gerne vil i gang med at dyrke i din have med mere bæredygtighed og biodiversitet, så søg ind i fællesskaber med ligesindede. Tag et kursus eller bliv frivillig. Så lærer du en hel masse. Bed om hjælp. Sid ikke alene, så forstærkes bekymringer og tvivl!
Det dejlige ved at arbejde i haven er, at du bruger din krop og dine sanser. Og der mærker du direkte, at du er en del af naturen og det beroliger dit nervesystem.
Uden for komfortzonen
Efter at have taget beslutningen om at forandre min have til en permakulturhave indså jeg, at jeg ville komme langt uden for min komfortzone. Der er mange måder at komme i gang på, men det sker ikke, uden at jeg bevæger mig udenfor min komfortzone.
Det jeg ved om komfortzonen er, at du lærer eller forandrer ikke noget i din komfortzone. Derfor var jeg godt klar, over at jeg var nødt til velkomme det ubehag, der nu engang kommer, når jeg kaster mig ud i en ting, jeg ikke har nogen erfaring med. Derfor er det godt at huske på, især i starten, hvad det er, der motiverer.
Jeg havde lært på kurset, at det er godt at have en plan og et design over det, du gerne vil lave i haven. Om du selv kaster dig over at lave en plan eller får hjælp, som jeg gjorde, er du på et eller andet tidspunkt nødt til at gøre noget, prøve noget.
kaste sig ud i at plante et frugttræ på espalier
Jeg har lært undervejs, at arbejdet i haven med permakultur er lidt som et eksperiment. Du sætter noget i værk og afventer resultatet.
Du kan have alle mulige forventninger til resultatet, men det bliver formentlig ikke som, du troede. I stedet for at være fikseret på et bestemt resultat, er du nødt til at øve dig i at følge det, der sker i haven.
Når man, som jeg, ingen erfaring har til at begynde med, er det faktisk helt umuligt at forudsige, hvad der kommer til at ske i haven. Og at skulle overgive sig til det, står i stærk kontrast til menneskets tendens til at ønske kontrol. Og det kræver en del øvelse at slippe.
En attitude der healer
Men hold da op, hvor har jeg lært meget af den attitude til resultat. Jeg føler mig vældig ydmyg, og nærmest fyldt med en form for ærbødighed over alt det, jeg stadig ikke kan gennemskue. Det fantastiske ved at være ydmyg er, at jeg lytter og lærer bedre. Og der er også en eller anden lettelse ved at anerkende, at ultimativt har du ikke ansvaret for alt, hvad der sker i haven. Det giver en enorm frihed til at nyde det, der sker i haven omkring dig. Din have er ikke længere et konstant arbejdskrævende projekt, da meget af tiden skal du bare lade den være.
Jeg lytter ikke kun til kloge mennesker, men også til kloge planter. Ja planter kommunikerer er jeg ved at lære. Jeg har lært rigtig meget ved bare at være i haven og observere, kigge og åbne mine sanser. Dette er ikke bogviden, men naturens egen intelligens, som kommunikerer.
Når jeg taler om at heale forbindelsen mellem menneske og natur, mener jeg, at når vi går i gang med permakultur i haven, er det ikke kun vores dyrkningsmetoder, vi ændrer. Vi ændrer også vores attitude fra ejerskab og overlegenhed til at være deltagere i den proces, hvor vi udviser respekt for naturen. Vi kommer i øjenhøjde med planterne i haven, insekterne og livet i jorden.