Ida Glad

Ansvarlig for SoMe og kursusafvikling ved Naturplanteskolen

Skrevet af Knud Anker Iversen

Hvad nytter det når man har noget godt til verden, hvis ingen kender til det? Det er baggrunden for at Naturplanteskolen har Ida Glad ansat to dage om ugen. Hun har til opgave at sikre at den gode historie om Naturplanteskolen bliver kendt for alverden.

Hun er med sine 34 år af en generation der er fortrolig med medier som Instagram, og som hun siger så er netop naturplanteskolen med de mange skønne planter yderst egnet til et medie hvor hovedvægten lægges på det billedlige.

Idas arbejdsområde er dog mere end at skulle formidle de gode billeder og gode historier. Hun bidrager til Naturplanteskolens nyhedsbrev til kunderne, hun har – sammen med Aiah – et stærkt fokus på at få alt formidlet via Facebook og arbejder nu for at Naturplanteskolen også får en identitet på LinkedIn.

Formidlingen består også i at lave skilte, lave tekster til hjemmesiden og lave små videoer til hjemmesiden. Ida har et stærkt kunstnerisk engagement og det kommer på Naturplanteskolen til udtryk i at hun tilbyder kurser i plante-croquis (skitser af planterne). Det første kursus var overtegnet og den 20. august gennemfører hun et nyt kursus.

Netop det kunstneriske ligger hende meget på sinde idet hun arbejder med billedkunst og har en lille virksomhed, hvor hun står som underviser i temaer som kunst og sundhed. Hun ønsker at se på kunst i en helhed og har erfaringer med at netop kunst – ligesom natur – kan forløse uerkendte potentialer i mennesker.

Dette at kunne finde menneskets uerkendte potentialer kan føres tilbage til hendes uddannelse på RUC, hvor hun – udover at være uddannet i kommunikation – også har en bachelor i social psykologi.

Hun blev færdiguddannet i 2021 og jobbet på Naturplanteskolen er – udover hendes kunstiværksætteri – hendes første lønmodtagerjob efter endt uddannelse. Hun er rigtig glad for at være på Naturplanteskolen, hvor hun – som den eneste – ikke har fingrene i jorden og således ikke har andre end Aiah – og den frivillige kommunikationsmedarbejder Lonni – at kunne sparre med. Hun oplever sig dog ikke isoleret, men glæder sig over at være en del af et kærligt, inkluderende og dynamisk miljø, hvor hun møder mange unikke og spændende mennesker såvel som kunder og kollegaer. Ikke mindst når hun ekspederer i cafeen, som også er en del af de 16 timer hun er på stedet.

Ida er alenemor med en datter på 12 år. Hun bor i bofællesskabet Munksøgård ved Roskilde som kan bidrage positivt i forhold til at få tingene til at hænge sammen. Man kan læse mere om Ida og hendes kunstengagement på www.idaglad.com.