At slutte venskab med naturen

Vi lever på tærsklen til pandemiernes tidsalder. Vi bestemmer selv om vi vil træde ind i den. Det er udgangspunktet for Tor Nørretranders seneste bog ”Karma Corona”.

Vi har med vores levevis presset naturen så meget at den nu slår igen, og det gør den gennem en lille virus, der egentlig fint kunne leve sit liv i naturens fauna – f.eks. i nakken på en flagermus. Men fordi vi med stadig større ihærdighed skover os ind på naturen, presses virussens værter tættere på os og vores husdyr. Med mellemstation på f.eks. mink springer virussen videre til mennesker – og så har vi balladen.

Vi har indrettet set samfund, hvor vi gør os stadig mere skrøbelige og udsatte: for hver dag der går, bliver naturen stadig mindre og mindre divers, og således mindre robust. Det gælder såvel flora som fauna er mister sin mangfoldighed. Det gælder også i forhold til pattedyrene, hvor hovedparten af pattedyrene er tæmmede og således i menneskenes varetægt. Ensartede besætninger som nemmere end dyrene i den frie natur nemmere lader sig inficere og således at blive smittekilde for menneskene.

Uanset hvor meget vi beskytter os, vil vi i kraft af vores levevis være målskive for virusangreb – om ikke det aktuelle, så det næste.

Det er altså vores levevis der er problemet, men det er også ændringen af vores levevis der kan give os håb og gå-på-mod. Det er sjovere at være kreativ og afsøge en ændret omgang med naturen end det er at skulle skærme os mod det næste virusangreb.

Vi skal – i stort som småt – lade naturen komme til sin ret. I stedet for at angle efter de snorlige rækker blandt svinene i staldene eller kornet på markerne, den trimmede græsplæne og de snorlige jordbærrækker – så skal vi blive bedre til at give naturen plads.

Vi skal – siger Nørretranders – finde frem til en ”højteknologisk stenalder”. Vi skal søge tilbage til elementer fra jæger- samler samfundet, men samtidig skal vi gøre brug af teknologien. Det gælder informationsteknologi der sikrer et maksimalt vidensniveau om de gaver naturen af sig selv kan levere, robotteknologi der kan hjælpe os med at høste hvad naturen leverer og bioteknologi der bl.a. giver os bedre muligheder for at fermentere – gøre brug af gærceller, som allerede kender det i produktion af oste og øl.

Det er selvfølgelig ikke nogen nem proces at genopdage kvaliteten i natur, der folder sig ud selv – uden vores indblanding. Vi er dog allerede i gang med at høste erfaringer. Nørretranders nævner Noma som eksempel. En kreds af madpionerer, der i starten blev grinet ud, fordi de søgte efter de hjemmehørende råvarer – ukrudt – som naturen leverede af sig selv. Da de blev udnævnt til verdens bedste madsted stoppede fniseriet. De har måske alligevel fat i noget.

Det samme gælder permakulturen der i disse år oplever en markant øget interesse. Også her står naturen i fokus i madproduktionen. Med menneskets følsomme indblanding, får naturen lov at producere fødevarer til os uden vi skal lave snorlige rækker af ensartede planter, men tværtimod sætter en ære i at planter i forskellige niveauer understøtter hinanden. Godt naboskab i naturen, hvor de spiselige planterne holder utøj i skak. Uensartetheden gør det uinteressant for skadevolderne at gå til angreb.

I USA hvor naturen er endnu mere under pres end her, er jorden endnu mere udpint efter ensartet dyrkning. Her ser vi stadig flere landbrug der går over til regenerativ dyrkning, uden brug af pløjning. Hvor de lader jorden være og høster hvad jorden kan bidrage med incl. kød fra fritgående kvæg. Allerede nu mærkes positive effekter i form af stop for jorderosion og ny dannelse af muldlag.

Vi står med ryggen mod muren for ulykkerne forstærker hinanden. Biodiversitetskrisen hænger sammen med klimakrisen, der med det uforudsigelige og omskiftelige – stadig varmere – vejr giver os udfordringer og presser naturen, som slår igen – f.eks. i form af uforudsigelige virusangreb.

Hurtigst muligt må vi sikre os alliance med naturen. Give den plads og lade den folde sig ud.

I Naturplanteskolen er vi – som Nørretranders – indstillet på at sikre venskab med naturen. Som han fastslår til slut i sin bog:

Alle får det bedre når naturen har det godt.

Naturen får det bedre når alle har det godt.