Der er sket meget i britisk landbrug siden James Rebanks gik og hjalp sin farfar på slægtsgården ved Lake Districts i Nordvestengland.

I hans bog ”Vores fælles arv” fortæller han, hvordan hans farfar – og siden hans far – havde et personligt forhold til hvert af dyrene, hvordan der var en stærk kultur på landet. Om den visdom og indsigt i naturen som farfaren besad og som han med største glæde formidlede videre til barnebarnet.

Vi får også en klar fornemmelse af hvordan tiderne skifter. De mindre brug nedlægges, og der kommer store maskiner til og færre mennesker på landet. Landmænd der bruger mere tid ved computeren end i marken eller hos dyrene. Man taler ikke længere om naturen, dyrene og planterne, men om indtjening og høstudbytte. I det hele taget taler man ikke så meget sammen, for der er færre og færre på landet.

Modsat mange andre, der er født og opvokset på landet beslutter James Rebanks sig – efter sin akademiske uddannelse – for at blive på landet, og ikke nok med det – han beslutter stik imod al økonomisk kalkule at fortsætte med sin familie i sporene lagt på slægtsgården fra farfarens tid.

Det afstedkommer naturligvis en del hovedrysten fra de store bønder i oplandet, men han holder fast – godt bakket op af konen og de efterhånden fire børn.

Bogen emmer af stor kærlighed til landbruget og udviser stor forståelse og respekt for de bønder der – i langt større grad end han – er fanget ind af at der skal præsteres stadig mere for at fastholde det samme udbytte.

Han fortæller hvordan han – med inspiration fra en landskabsarkitekt – får lagt åen tilbage i snoninger. Han har i det hele taget stor respekt for den indsigt teoretikerne har, og samspillet mellem de der kender økologien fra bøgerne og praktikeren, er et godt samspil til gavn for begge parter.

Han får plantet en masse træer, der skal holde på vandet og hjælpe imod oversvømmelser og danne læhegn. Han fortæller om hvordan han – med børnene og hundene-  sørger for at fårene bliver flyttet rundt på forskellige marker, der nu skal sikre føde til dyrene og samtidig levere gødning så humus-laget kan forøges. Regenerativt landbrug i praksis uden brug af plov.

Gården bliver en besøgsgård hvor skoleklasser kommer i nærkontakt med natur og landbrug og hvor børn, der ikke trives med bøgerne, får gode oplevelser sammen med dyrene og i naturen.

Hans indsats, der rækker langt ud over blot at tjene pengene, aftvinger efterhånden respekt hos flere af naboerne, hvor man også har set store landbrug knække nakken.

Det er ikke nogen dans på roser. Det kræver meget arbejde og meget engagement og han må i perioder tage arbejde ved siden af landbruget. Alligevel lyser bogen af glæde ved livet på landet og den meningsfulde  nærhed til naturen og alt det som den giver igen.

Bogen kan stærkt anbefales