Bjørn Gyde Poulsen
Ansvarlig for drift og kursusafvikling ved Naturplanteskolen
Skrevet af Knud Anker Iversen
Bjørn er 38 år og uddannet produktionsgartner fra Vilvorde i Roskilde. Inden han nåede til at blive medarbejder på Naturplanteskolen, har han været vidt omkring. Han har arbejdet i en kortere periode på Anchers Plantecenter i Hundige og flere år i Hvidovre Vej og Park-forvaltning.
Mens han var der, var han frivillig på Naturplanteskolen. Det var i stedets indledende fase, hvor der bestemt ikke var overskud til løn. Tværtimod var Aiah også nød til at arbejde ude, nemlig på gartneriet på på den social-økonomiske skole Grennessminde og således var med til at åbne døren for ansættelse der. Her var han ansat i et år og arbejdede sammen med eleverne bl.a. med dyrehold og med nyplantning af træer.
Bjørns glæde ved naturen omsatte han – da han stoppede på Grennessminde – til en dagpleje i Ishøj landsby, hvor han bor. Her tog han udgangspunkt i sine egne børn som han – og hans kone Signe – aktivt valgte at lave deres egen institution med fokus på naturen. Han anskaffede en lad-cykel og så var institutionen født. Ikke bare for hans egne tre børn, men også for andre. Der var typisk 4 børn i den hjemlige pasningsordning (det var hvad der var plads til i ladvognen), som i hvert fald passede de to ældste børn godt. Børnene er i dag vokset ud af dagplejealderen, og den hjemlige dagpleje – der som tiden gik blev meget populær med venteliste – er lukket. Den fungerede i 5 ½ år og gav børnene en anderledes og tæt forståelse for naturen – og gav Bjørn et meget tæt forhold til sine børn.
Derfor passede det Bjørn fint at han her i marts 2022 kunne starte på 25 timer på Naturplanteskolen. Han har en række opgaver, der – udover at være en del af stedets drift – også omfatter opgaver som afvikling af kurser. Det er f.eks. kursus i svampe og dyrkning af dem, podekursus, kursus i de forskellige træ- og busk-arter. Der er opgaver nok i højsæsonen.
Bjørn er indforstået med, at der drosles ned i vinterhalvåret men der kunne dog også være opgaver som f.eks. afholdelse af kurser, undervisning af skoleelever, frø-håndtering, praktisk hjælp i Alexandres værksted. Det vil tiden vise.
Han er meget begejstret for at arbejde på Naturplanteskolen hvor han især er glad for den sparring og dialog han har med kollegaer og kunder. Han opfatter det som et meget levende og inspirerende sted, der er i en rivende udvikling.
Han er overbevist om at stedet vil kunne indfri hans ambitioner, og har ingen planer om efter et par år at søge andre udfordringer. Stedet indfrier hans ambitioner, og går meget fint i spænd med det haveliv, han har på sine ca. 1400 m2 store have i Ishøj. Han går f.eks. meget op i at blive så selvforsynende som muligt og eksperimenterer med forskellige træ-sorter. Netop træer og buske er en stor passion for ham, hvor han eksperimenterer med træsorter, der leverer spiselig frugt. Dette er f.eks. paw-paw, dadelblomme, sølvbær. Han er specielt glad for dadelblomme der leverer en helt unik frugt, som han gerne vil udbrede. Derudover arbejder han med f.eks. nøddetyper. Alt sammen privat, men ikke mere privat andet end at det vil være noget, der kan komme Naturplanteskolen til gavn.
Hans drøm er at dansk landbrug i langt større grad vil blive skovlandbrug, hvor man kan høste mange forskellige frugter.
Der er ingen tvivl om at han – set fra kollegaers og ledelses side – er et stærkt aktiv for stedet.